![]() |
|
|
![]() ![]()
Forsøg nr.: 3 Beskrivelse: Et rør af plastik, plexiglas eller metal udstyres nær den ene ende med en pumpestuds, som kan forbindes til en vacuumpumpe. På begge rørets ender limer man et par gummi-O-ringe. Røret skal have nogenlunde samme indre diameter som en bordtennisbold. Bordtennisbolden puttes i røret, som lukkes i begge ender med løstsiddende papskiver. Disse papskiver skal suges fast, når pumpen startes.
Oversigt over færdig vacuumbazooka.
Bordtennisbolden skal befinde sig helt nede ved den ene papplade. Når pumpen har fjernet alt luft i røret, så flåes denne papplade lynhurtigt væk. Luften vil nu fare ind i røret og presse bordtennisbolden ud af den anden ende. Den anden papplade skydes bare væk.
Billede af vacuumbazooka lavet af plastikrør. Bolden er en bordtennisbold, og endestykkerne er laminerede papskiver. På enderne er limet gummi-O-ringe. Denne model er lavet af to rør, der er sat sammen på midten.
Det er vigtigt, at pappet er så stift, at det ikke suges ind i røret. Samtidigt skal det have en overflade, så det sluttet tæt. Man kan for eksempel bruges et stykke af en mælkekarton, hvis indvendige side slutter godt tæt mod O-ringene. Alternativt kan man køre et stykke pap igennem en lamineringsmaskine. Røret kan også laves med en anden diameter til en anden størrelse bold, for eksempel en tennisbold.
Vacuumbazooka til tennisbolde lavet af metalrør. Endestykkerne er et stykke pap forrest og en metalplade bagerst.
I stedet for at bruge pap og gummi-O-ringe kan man bruge et stift stykke gummiplade som endestykke. I stedet for en fast endeplade kan man eksperimentere med sølvpapir, husholdningsfilm eller pakketape, som punkteres, når bazookaen skal skyde. I referencerne ses en vacuumbazooka, der skyder med en tennisbold. I den bagerste ende anvendes en stålplade, som slåes af med en hammer. I forenden sidder en CD, der er tapet over med gaffatape. Vacuumbazookaen kan bruges til målinger: Hvor lang kan man skyde som funktion af vinkel, tryk, bazookaens længde, etc. Man kan også lave spil og konkurrencer: Bowling med vacuumbazooka, præcisionsskydning eller længdeskydning. Bemærk at man faktisk også kan lave en vacuumbazooka ved hjælp af en støvsuger i stedet for en vacuumpumpe.
En læser på Fysikbasen fortæller, at han har set forsøget lavet med en kartoffel. Det blev præsenteret som om, man ville lave pommes frites, og kartoflen blev så afskudt imod en tennisketcher. Det virkede naturligvis ikke, men præsentationen var ganske underholdende. Spørgsmål og svar: Hvorfor vil endestykkerne ikke sidde fast? Endestykkerne vil blive suget fast, når trykket begynder at falde. Du har altså enten en utæthed i vacuumbazookaen eller en dårlig vacuumpumpe. Hvorfor kan jeg ikke skyde ret langt? Den mest oplagte mulighed er, at du ikke får trykket ret langt ned. Undersøg om der er utætheder i vacuumbazookaen. Det kan for eksempel være endestykkerne, der ikke slutter tæt. Man kan ofte høre luften sive ind, mens pumpen kører. Sørg også for at bolden fylder hele løbet ud uden dog at sidde fast, samt at endestykkerne ikke er for tunge, hvilket vil få bolden til at miste impuls. Udstyr og materialer:
Referencer:
PIRA DCS: 2B30.70 (Væskemekanik: Væskestatik) Opdateret: 18.12.2006 Har du kommentarer, rettelser eller tilføjelser til dette forsøg, så send en til FYSIKBASEN.DK. |
| FYSIKBASEN.DK er sidst opdateret søndag den 10. august 2008, klokken 19:44. |